Work Text:
Åh gud, hvad har jeg fået mig selv ind til!? Jeg er normalt ikke så dum, men vel… Det føltes som om jeg var blevet efterfulgt og jeg var nysgerrig, okay!?
Åh gud, åh gud, åh gud, jeg skulle da bare have taget til politiet, hvor er jeg dum! Og nu skal jeg til at dø… Min søster tilgiver mig aldrig, gør hun? Fuck!
For at forstå hvad der skete, ja, man skal ikke tage så langt tilbage, blot en uge eller to tilbage, jeg kan ikke helt huske det, der var lidt andre ting i gang, okay! Ups. Så. Øh. Jeg er dum. Som sagt. Åh gud, hvad fanden havde jeg gang i… ahem. Right. Okay. Så! Det startede sådan;
”Lils! Er du snart klar? Vi har altså lidt travlt!?” råbte jeg. ”Ja, ja, jeg kommer! Seriøst, hvem er du, mor…” mumlede min søster tilbage. ”Det hørte jeg godt! KOM SÅ-!” jeg startede nærmest at skrige, hun gør altid det her lort! ”Okay, okay, jeg er her nu, JEEZ.” fik min søster endelig sagt da hun kom ud. ”Sigh. Godt” jeg var så TRÆT af hendes vrøvl! ”Mhm…”
Endelig fik jeg min søster til gymnasium i byen ovre, heldigvis på tiden for hende, og lige i starten for min klasse, men en af de her dage så kommer hun altså til at gøre jeg er for sent, og så kunne jeg miste mit job! Jeg havde lige begyndt at beskrive hvordan formlen skulle kunne skabe-da vores klasse blev forstyrret af en anden lærer jeg kendte, hun var okay troede jeg, og sagde at hun skulle tale om det nye mord der havde sket i vores lille landsby fornyeligt, og hvad eleven skulle og skulle ikke gøre. Det var da ret irriterende, da jeg ikke havde fået nyhed om det, men jeg lo det være. Det VAR jo ret vigtigt, alting taget sammen, og… var. Faktisk. Vildt interessant? Okay, kig ikke sådan på mig, min mor havde dødet af mord, og min far af sygdom, og jeg skulle jo have lov til at havde en eller anden måde at håndtere og prøve at mestre min sorg!
Pointen er. Det at jeg klarede mig en hel uge og endda lidt mere end det før jeg begyndte at eftersøge hele sagen, og det var endda efter et par dage hvor jeg føltes mærkeligt som om jeg var efterfuldt. Det var fuldmåne, dagen jeg endelig gjorte noget om det, hvilket nu hvor jeg kigger tilbage på det da jeg er ved af dø, var, som sagt, virkelig, VIRKELIG DUMT! Rest in peace me. Ja, så øh. Jeg gik faktisk ud af mit hus i midten af natten og krøb så stille som jeg overhoved kunne, så min søster ikke blev vægget og jeg-jeg er ved at dø, for han havde været i gang med at forfølge mig og var lige uden for mit hus i vores forfærdelige, grimme have, og er det hvordan det føles som det der udtryk ”your life flashing before your eyes” and-and why the fuck am I not dead yet!? Vil han torturære mig med det- ”Emma, dit fjols, hvad havde du gang i!?”… Lillian? Min Lils? Huh?
Jeg åbnede min øjne stille og rugligt, rædselsslagen at det ikke var hende, og det var hende, og åh gud, manden er sgu da død! Det næste ting jeg vidste, var da vi sad i politistationen og jeg fik at vide at nej, faktisk, han var ikke død, min søster havde bare fulgt efter ham og slået ham til grunden med en hammer til hovedet, af alle ting, og han ville leve og nok blive i fængsel for resten af sine dage, og alt var godt, faktisk og jeg har aldrig været mere sårbar og lettet af samme tid. Gudskelov min søster var okay, og hun græd og holdt mig tæt til hende mens vi drak varm kakao som jeg tror hun lavede, jeg er ikke sikker, jeg var virkelig ude af det i et stykke tid, od du ved hvad? Næste gang. Jeg bliver indenfor med min søster og hendes hammer. Politiet kan fandeme handle det. Jeg er bare glad for vi begge er i live, og ikke arresteret. Godt at det endte godt, det var tæt på.
Slut, prut, finale.